Dis-alignment: Det ledelsesproblem, vi sjældent taler om

Hvornår skal vi stoppe med automatisk at forfremme dygtige specialister til ledere? Hvornår skal vi stoppe med at give magten til mennesker, der sætter ego over lederskab? Hvornår skal vi stoppe med at begrænse os for at passe ind?

Ingen af de scenarier gavner hverken virksomheden, medarbejderne eller helheden. Tværtimod. Det ender ofte med stress, pres, overansvar, kontrol, samarbejdsproblemer, konflikter, lav performance og mistrivsel. Tænk al den energi, der går til brok, frustration og magtesløshed, som kunne være brugt på noget langt mere frugtbart.

Mange mennesker bliver ledere, fordi de har gjort det godt i en specialistrolle. Men der er også mange, der kunne blive fantastiske ledere, men aldrig bliver valgt til, fordi de ikke er de stærkeste specialister. Hvorfor er det sådan?

Måske er det på tide, at vi udfordrer nogle af de gamle forestillinger om ledelse. For den, der excellerer gennem faglighed, analyse, struktur og specialistviden, er ikke nødvendigvis den, der trives bedst med det menneskelige ansvar, som ledelse kræver. Og omvendt er den bedste leder ikke nødvendigvis den stærkeste specialist.

Som jeg ser det, har vi både et indre og et ydre ledelsesproblem, fordi mange menneskers naturlige talenter ikke kommer i spil de rette steder. Alt for få mennesker er i deres rette element. Alt for få er i alignment med det ansvar, de sidder med. Og det sætter sine spor i den enkelte, i relationerne og i kulturen.

Hvordan opdager vi, at vi ikke længere er i alignment?

Når vi ikke er i alignment med det ansvar, den rolle eller den retning, vi står i, begynder noget ofte at larme. Nogle gange viser det sig som konflikter, mistrivsel eller samarbejdsproblemer. Andre gange mærker vi det i os selv. Som uro, manglende energi eller følelsen af ikke længere at være det rette sted.

Og hvis vi ikke selv kan se det, kan kroppen måske mærke det. Måske længe før, vi selv er klar til at lytte.

Jeg har selv haft en krop, der larmede, hver gang jeg ikke var i alignment med mig selv. Det interessante er, at det næsten altid først er bagefter, jeg kan se mønsteret. At kroppen faktisk forsøgte at fortælle mig noget. At noget skulle justeres. At jeg var vokset fra noget. Eller på vej hen imod noget nyt.

Når vi bliver i noget, der ikke længere fungerer, eller når kroppen begynder at larme, ser jeg det som en venlig invitation til at stoppe op.

Refleksion

Er du eller dine ansatte på rette vej eller på rette sted?

Har du eller dine ansatte det rette ansvar og de rette beføjelser?

Kommer dine eller dine ansattes potentialer og ambitioner i spil?

Er der signaler, som du eller dine ansatte gentagne gange overhører?

Og hvem prøver du egentlig at snyde, hvis du godt ved, at svaret er nej?

“I mine øjne er ingen mennesker forkerte. Men mennesker kan befinde sig det forkerte sted, have det forkerte ansvar eller lede sig selv på en måde, der ikke længere er i alignment med den, de er blevet.”

Det er ofte her, udviklingen begynder. Trænger du til et kig indad eller udad, holder jeg gerne spejlet op.

Tak fordi du læser med.

Stay true. Stay present. Stay aligned.